Forebyggere er en nyetableret forening drevet af en engageret bestyrelse, der arbejder frivilligt og med stor faglig passion for forebyggelsesområdet. Foreningens formål og virke er beskrevet i vedtægterne, og bestyrelsens medlemmer er udpeget af formanden på baggrund af deres erfaring og faglige styrker.
Til hver af foreningens faglige søjler er der tilknyttet en ekstern rådgiver. Rådgiverne bidrager med specialiseret viden, sparring og forskningsbaserede perspektiver, så foreningens arbejde er solidt funderet i både praksis og teori.
Derudover har Forebyggere tilknyttet praktikanter, som med afsæt i deres faglige baggrunde og interesseområder bidrager med ny viden og perspektiv. Deres indsats er med til at kvalificere og udvikle foreningens daglige arbejde og faglige retning.
BESTYRELSESMEDLEMMER
SABA KHALAJ, FORMAND
Saba Khalaj er cand.scient.pol. og stifter af Forebyggere. Hun er født i Iran og har selv erfaring med asylsystemet, som hun blev en del af som barn. Allerede i 2010 begyndte Saba at engagere sig i arbejdet med asylansøgere. Hun oplevede hurtigt, hvordan mange manglede viden om deres rettigheder – en uvidenhed, der ofte førte til, at kriminalitet ikke blev anmeldt, hverken som offer eller vidne.
I 2020 udgav Saba en opsigtsvækkende rapport om vold og trusler på danske asylcentre (2016–2019), som skabte bred opmærksomhed og anerkendelse af hendes arbejde. Siden har hun været citeret i flere rapporter og medier for sin viden om kriminalitet og de juridiske gråzoner, som personer uden opholdstilladelse – herunder udvisningsdømte – ofte befinder sig i.
Saba har specialiseret sig i, hvordan forebyggelse kan styrkes i arbejdet med radikaliserede og udvisningsdømte personer, herunder tidligere terrordømte. Med Forebyggere ønsker hun at vise, at civilsamfundsaktører – gennem vedholdenhed, viden og netværk – kan spille en central og fagligt stærk rolle i det forebyggende arbejde på linje med etablerede institutioner
ESBERN STIG MØLLER
Med mere end 30 års erfaring fra både Rigspolitiet, landets politikredse og forsvaret, herunder 13 år som politikommissær og vicepolitiinspektør, bringer Esbern en tung og bredtfavnende sikkerhedsfaglig profil med i foreningen. Gennem sin karriere har Esbern arbejdet intensivt med radikalisering og profilering – altid med fokus på rettidig indsats og målrettet håndtering af personer og miljøer, der potentielt udgør en trussel mod samfundet. Et centralt omdrejningspunkt for Esbern er at sikre, at det enkelte individ mødes med den rette tilgang.
Esbern har en Master i Management of Technology fra CBS og har gennemført Rigspolitiets omfattende lederudviklingsprogram. Han er specialiseret i efterretning og analyse, risiko- og trusselvurdering, risikominimering og implementering af forebyggende sikkerhedsforanstaltninger. Med sin analytiske styrke og evne til at tænke både strategisk og kreativt, formår han at finde løsninger – også der, hvor andre ser begrænsninger.
Han har derudover en sjælden kombination af erfaring fra dansk politi, Forsvaret, PET og det private erhvervsliv i sikkerhedsbranchen.
KRISTIAN
Kristian arbejder til daglig i lokalpolitiet ved Københavns Vestegns Politi, hvor han har et særligt fokus på det forebyggende og kriminalpræventive arbejde. Han er desuden kontaktperson i PSP-K-samarbejdet, som beskæftiger sig med borgere, der lever med psykisk sygdom og/eller misbrugsproblematikker.
Med en nyerhvervet diplomuddannelse i psykisk sygdom, dobbeltdiagnoser og rehabilitering bringer Kristian en stærk faglig ballast ind i arbejdet med mennesker i udsatte positioner. Derudover driver han sin egen virksomhed, hvor han holder kriminalpræventive oplæg og foredrag om blandt andet banderekruttering, misbrug, ekstremisme og risikoadfærd.
Kristian har valgt at engagere sig i foreningen, fordi han ser et vigtigt og meningsfuldt formål i arbejdet – et formål, der både kalder på faglighed og engagement.
RÅDGIVERE
TORE REFSLUND HAMMING
Tore har en kandidatgrad i sikkerhedspolitik fra Sciences Po og en ph.d. i jihadisme fra European University Institute. I de seneste 10 år har Tore arbejdet med ekstremisme, radikalisering og jihadisme. Han har en baggrund i den danske efterretningstjeneste og fungerer som rådgiver for en række lande og organisationer inden for ekstremisme. Derudover har han leveret analytisk input til Bjelkegruppens rapporter.
MORTEN SKJOLDAGER
Morten er uddannet i socialvidenskab og journalistik fra Roskilde Universitet. Han er journalist på Politiken, hvor han siden 2006 primært har skrevet om terrorisme og efterretningstjenester.
Morten er forfatter til bøgerne Syv år for PET, Spion i blodet og Truslen indefra – de danske terrorister. Han bringer en unik og dybdegående indsigt i danske terrornetværk og lukkede ekstremistiske miljøer, som markant styrker foreningens vidensgrundlag og arbejde.
FRIVILLIGE
EMMA VILLADSEN
Emma studerer psykologi på 10. semester ved Aalborg Universitet. Hun blev først tilknyttet foreningen som praktikant og har siden valgt at fortsætte som frivillig. Hendes engagement i kriminalitetsforebyggelse er funderet i en dyb interesse for de psykologiske mekanismer, der ligger bag kriminel adfærd. Emma er optaget af at omsætte teoretisk viden til praksis og brænder for at bidrage til løsninger, der rummer både individet og dets kontekst. Hun bringer et psykologisk perspektiv i spil, der er med til at styrke forståelsen af, hvorfor mennesker træffer risikofyldte eller destruktive valg.
EMILIE LOHMAN PEDERSEN
Emilie er uddannet med en Master i Criminology fra Lund Universitet. Hun har stærke teoretiske kompetencer inden for kriminologi og en særlig interesse for at identificere forskellige typer gerningsmænd, der begår samme kriminalitet af forskellige årsager, med fokus på nuancerne bag adfærd og motivation.
Hun interesserer sig særligt for radikaliseringsområdet og har fokus på at udvikle værktøjer til bedre profilering af radikaliserede personer. Hun har international erfaring fra både feltarbejde og analysearbejde i Sydney, samt efterforskningsarbejde hos lokalpolitiet på Comorerne, hvilket har givet hende et bredt perspektiv på kriminalitetsforebyggelse i praksis.
Hun brænder for at omsætte teori til konkrete indsatser og ser stor værdi i at kombinere analytisk forståelse med menneskelige møder, særligt i arbejdet med sårbare og udsatte grupper.
HARANI MAHENDREN
Harani er færdiguddannet cand.scient.pol. og frivillig hos Forebyggere. Med en baggrund i statskundskab har hun en forståelse for samspillet mellem politik, institutioner og kriminalitetsforebyggelse. Hun brænder for at omsætte politiske strategier til konkrete indsatser, der skaber reel forandring for udsatte grupper, og bidrager med et analytisk blik på, hvordan strukturelle rammer kan styrke det forebyggende arbejde.
CHRISTINA NICOLAJSEN
Christina er færdiguddannet socialrådgiver og har i løbet af uddannelsen fået indsigt i radikalisering og æresrelateret konflikter. Hun har stor interesse for begge områder og er lige nu i praktik hos forebyggere. Som en del af hendes daglige arbejde er hun med til at omsætte teori til praksis, samt har stor forståelse for samspillet mellem det politiske og institutioner.