• Oktober: Hvor går grænsen mellem radikaliseret og farlig?

    Mange mennesker kommer i kontakt med ekstreme miljøer – særligt online – men kun få går skridtet videre til at handle. Hvad er det, der gør, at nogle bliver farlige, mens andre bliver stående på sidelinjen?

    Det spørgsmål drøftede Forebyggere på mødet den 1. september, hvor fokus var på dataindsamling og forskning i risikofaktorer. Formålet er at forstå, hvordan man kan skelne mellem personer, der blot udtrykker ekstreme holdninger, og dem, der udgør en reel trussel.

    Ifølge rapport fra Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme (CDE) Status på kommunernes forebyggelse af ekstremisme 2023-2024 går en række faktorer igen hos personer, der vurderes som farlige – herunder psykiske lidelser, sociale udfordringer, isolation, kontakt til ekstreme miljøer, tidligere kriminalitet samt ung alder og mandligt køn.

    Vores eget arbejde peger på, at farlighed opstår i et samspil mellem flere forhold – både personlige, sociale og digitale. Onlineplatforme kan for eksempel fungere som kontaktpunkter, men ikke nødvendigvis føre til handling.

    Som næste skridt udvikler vi et vurderingsværktøj, der skal hjælpe myndigheder med at identificere, hvornår en person eller gruppe bevæger sig fra radikaliseret til farlig.

    Målet er at styrke den forebyggende indsats i Danmark – så vi sikrer, at ressourcerne bruges dér, hvor risikoen er størst, og hvor indsatsen gør den største forskel


  • Efter en lang og velfortjent sommerferie byder vi velkommen til flere nye ansigter, som skal styrke vores arbejde med både radikalisering og æresrelaterede problemstillinger.

    Vi byder velkommen til:

    Johanne Bundgaard Bak: uddannet antropolog og videnskabelig assistent ved Institut for Retsmedicin i Århus. Johanne har stor erfaring med studier af overgreb i barndommen, herunder undersøgelser af konsekvenser og barrierer for hjælp og behandling. Hun kommer til at bidrage på hele området om negativ social kontrol og de traumer, børn i sådanne miljøer kan opleve. Johanne har desuden erfaring fra RED Safehouse – en vigtig kompetence, da vi ser et stigende antal børn og kvinder ende dér som følge af brud med kontrollerede hjemmemiljøer.

    Nisaa Yousef: uddannet socialpædagog fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, starter hos Forebyggere den 1. september for et halvt års forløb. Nisaa brænder for arbejdet med børn og unge, der er udsat for negativ social kontrol. Hun har erfaring fra et praktikophold på en sikret døgninstitution og skal understøtte både Johanne og forsker Jesper Petersen i at styrke foreningens indsats mod negativ social kontrol.

    Emilie Lohmann Pedersen: uddannet kriminolog fra Lund og er frivillig hos Forebyggere ved siden af sit fuldtidsarbejde. Emilie har stærke teoretiske kompetencer inden for kriminologi og en særlig interesse for at identificere forskellige typer gerningsmænd, der begår samme kriminalitet af forskellige årsager. Hun skal bistå med dataindsamling på radikaliseringsområdet og bidrage til arbejdsgruppen med værktøjet til bedre profilering af radikaliserede personer.

    Tore Refslund Hamming: forsker og forfatter med speciale i islamistiske bevægelser, radikalisering og terrorisme. Tore er tilknyttet både danske og internationale forskningsmiljøer og er ofte brugt som ekspert i medierne. Han træder ind i vores ekspertteam og skal sammen med Charlotte Kappel styrke det teoretiske og databaserede arbejde på radikaliseringsområdet.

    Vi tager samtidig afsked med Frederikke Juul Hansen, vores allerførste praktikant, som spillede en vigtig rolle i at få foreningen godt fra start. Vi ønsker Frederikke held og lykke med studierne og studiejobbet – og takker for hendes store indsats.


  • Forestil dig at være barn, alene i et fremmed land, uden dine forældre – og uden nogen, der kan passe på dig. Det er virkeligheden for mange uledsagede børn, der ankommer til Danmark og bliver indkvarteret på vores asylcentre.

    Vores formand har været i Frihedsbrevet for at fortælle om netop disse børn med udgangspunkt i hendes mange års erfaringer fra asylcentre – og om et alvorligt problem, der alt for ofte overses: En stor andel af dem forsvinder sporløst fra centrene og kommer aldrig tilbage.

    Børnene har ofte været på flugt gennem flere lande. Nogle har mistet nære familiemedlemmer undervejs, andre er flygtet fra krig, politisk forfølgelse eller ekstrem fattigdom. Rejsen hertil kan have været præget af farer, overgreb og usikkerhed, og når de endelig ankommer, mødes de af et system, der ikke altid formår at beskytte dem.

    Hvor tager de hen? Hvem møder de på den anden side af porten? Og hvad gør myndighederne, når et barn forsvinder fra et asylcenter?

    I interviewet med Frihedsbrevet sætter vores formand ord på de mulige svar – og på det ansvar, vi som samfund må tage, hvis vi ikke vil vende ryggen til nogle af de mest sårbare børn, der sætter fod på dansk jord.

    Ekstra Bladet giver i denne video en klar og præcis gennemgang af problemet:

    21 Børn Forsvundet i Danmark – Hvad Skete Der? | TikTok